Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Makerspace på Klarup Skole

I 2019 ansøgte Aalborg Kommune om at blive en del af et landsdækkende projekt, hvor etablering af kommunale makerspaces med særligt højteknologisk udstyr over en 3-årig periode skulle give elever og lærere mulighed for at arbejde innovativt med forskellige problemstillinger. VILLUM FONDEN, der står bag denne satsning, besluttede at give bevillinger til Aalborg, som en ud af fem kommuner for at understøtte kommunens strategi for skoleudvikling generelt.

Klarup Skole er en af de 18 skoler i Aalborg Kommune, der er en del af Makerspace-projektet. Fire af skolens lærere er under uddannelse som superbrugere og har til opgave at inspirere, oplære og vejlede de øvrige lærere i brug af f.eks. 3D-printere i undervisningen. I løbet af tre år skal de - i fællesskab med andre superbrugere på de 17 andre skoler i Aalborg - udvikle en fælles didaktisk model, der skal understøtte elevernes kreative og innovative designprocesser.

Klarup Skoles makerspace er et værksted, der er indrettet så eleverne kan designe og konstruere innovativt og kreativt med 8 3D printere, en varmepresse, en 3D-scanner samt folieskærer og udstyr til kodning på forskellige niveauer. Makerspace ligger på PLC lige over for IT-buret. 

Målet med vores makerspace på skolen er, at både lærere og elever kan blive klædt på til at bruge de nyeste digitale teknologier til at skabe gode løsninger på konkrete problemer. Samtidig lærer eleverne at forholde sig kritisk til digitale teknologier gennem en større forståelse for teknologierne, og hvad de gør ved os. 

Som et led i dette arbejde uddanner vi elev-superbrugere fra hver årgang fra 3.- 8. klasse, så de er klædt på til at instruere og hjælpe deres klassekammerater og lærere. Lærerne bliver ligeledes klædt på til opgaven med mini-kurser og instruktionsvideoer fra Makerspace-teamet. Formålet er, at alle skal kunne se mulighederne i at bruge de nyeste teknologier til at lære mere og være innovative på en eksperimenterende måde.

 Uddannelse af superbrugere

 

Uddannelse af superbrugere

 

Elevprodukt af stol i genbrugsmaterialer